Løsgænger eller medlem af et parti?


|Forside|                  ||     ||

Da jeg efter valget sidste år (2001) blev løsgænger, meldte jeg ud at jeg indtil videre ville fortsætte som løsgænger, men når der var faldet lidt ro over det hele, ville jeg overveje, hvad der skulle ske fremover.

 For Berit og mig har det i høj grad været et spørgsmål om, hvad der kan og skal ske om 3 år når der er valg igen: Jeg har til den tid været med i Byrådet i 3 perioder, 12 år, så på den ene side kunne jeg godt sige, at det var så det!  På den anden side er jeg meget kraftigt blevet opfordret til at fortsætte mit politiske engagement!

 Berit og jeg har valgt at sige ja tak til en opfordring om at søge optagelse hos Socialdemokraterne!

 Nogen vil finde det naturstridigt, at tidligere Konservative vælger Socialdemokraterne, ligesom man fandt det naturstridigt at jeg pegede på en samlende og dynamisk socialdemokratisk borgmester ligesom de Konservative gjorde ved sidste valg frem for at pege på Venstre!  Her må jeg sige, at det kan da godt være at vi politisk har bevæget os fra en socialliberal grundholdning til en social grundholdning.  Til gengæld kan man også sige, at det parti, vi forlod, har bevæget sig mindst lige så meget den modsatte vej!

Den politiske virkelighed, vi har i vort lokale Byråd, er skruet sådan sammen, at jeg ikke ser nogen konflikt mellem den politik, jeg står for og den politik, Socialdemokraterne står for.  Opfattelsen er tilsyneladende gensidig, siden man lokalt har opfordret mig til at slutte mig til Socialdemokraterne!

Jeg er blevet beskyldt for at være ”Skabssocialdemokrat” op til sidste valg og især da jeg med mine støtter pegede på, at Vagn fortsatte som borgmester.  Dem, der kom med beskyldningen dengang, mente samtidig, at ”familiesammenføring” mellem de borgerlige partier var vigtigere end at fortætte med den gode og visionære udvikling, der i forrige Byrådsperiode kom ud af samarbejdet henover midten.

Det er stadig min grundholdning, at i kommunalpolitik er det vigtigt at konstitueringen bag borgmesteren er midtsøgende og visionær og ikke dogmatisk hverken mod højre eller venstre.  Derfor er det også væsentligt for mig at selvom der formelt sker et skred fra højre side af salen mod midten ved at jeg melder mig under de røde faner, fortsætter konstitueringsaftalen som underskrevet af S, SF og mig uændret med mig og en bisidder som medlemmer af Krumtappen.

For en god ordens skyld skal det derfor slås fast, at da jeg sammen med Einar Olsen underskrev konstitueringsaftalen, gjorde vi det som personer, og allerede på det tidspunkt blev det diskuteret, at de politiske tilhørsforhold kunne ændres undervejs uden at det havde indflydelse på de aftaler, der blev indgået.

 

Til slut en refleksion:

Da jeg for godt et år siden valgte at pege på Vagn som Borgmester i stedet for at følge de Konservatives rigide (stive) holdning, blev min familie og jeg i Regionalen truet med at blive jaget af byen (gennem en hel formiddag med et dementi kl. 12.30!).  Samtidig fik Berit og jeg en utrolig personlig og dybfølt opbakning fra blandt andet Socialdemokraterne!  I dag har vi flere gode venner i byen end vi havde før valget! Og vores oplevelse er, at de mennesker, der inviterer os ind i deres kreds, er åbne, ærlige og dybt engagerede i den lokale politik, der også har grebet Berit og mig og de mennesker, der støttede op omkring os omkring og efter valget i 2001.  Vi siger tak for tilliden og glæder os til det fortsatte politiske arbejde her i Nykøbing-Rørvig – eller i Odsherred, som det nok bliver fremover!

 

Peter Kvarts

 


Forside Peter Kvarts Kontakt